Der er sorte skyer over i byggebranchen i øjeblikket, og det får udlejningsvirksomheden Platform.as til at geare sig til et udfordrende 2023 med en række besparende tiltag.
Byggebranchen kigger ind i en tid med markant opbremsning og nedgang i nye projekter og byggerier. Det konkluderer blandt andre DI Byggeri i en analyse.
Samtidig viser et nyt konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik at op imod hvert femte byggefirma frygter afvikling. Det får flere byggevirksomheder til at kigge på deres nuværende forretning og ikke mindst deres udgifter.
Det kan også mærkes hos branchens største udlejer af arbejdsplatforme, Platform.as, som igangsætter en række initiativer, der skal ruste selskabet til fremtiden. Vi bliver nødt til at vise rettidig omhu trods et succesfuldt 2022.
”Vi vælger at være på forkant og tilpasse os den virkelighed, som byggebranchen kigger ind i. Hele branchen oplever i øjeblikket et lavere aktivitetsniveau og sager, som bliver udskudt. Hvis vi skal forblive konkurrencedygtige, skal vi barbere fedtet væk i en periode, så vi er rustet til at komme godt ud på den anden side,” siger Casper Gorm Knudsen, adm. direktør i Platform.as.
Svære tider kræver sund fornuft
Virksomheden har derfor indledt en sparerunde med en række tiltag, der skal geare Platform.as til et udfordrende 2023. Det betyder blandt andet, at vi desværre har været nødsaget til at sige farvel til to administrative medarbejdere. I markedsføringsbudgettet kommer vi til at spare på de mere de luksuriøse poster som fx reklamegaver og vores luftballon. Brandingarbejdet fortsætter dog ufortrødent sin opadgående kurve, da der ikke ændres ved, at vi tidligere i år styrkede vores marketingsafdeling markant.
Derudover har Platform.as gennem de seneste år investeret massivt i en digital transformation, fx udvikling og implementering af et nyt ERP- og udlejningssystem, så virksomheden i dag fremstår som en af branchens mest moderne og digitale udlejningsvirksomheder.
”Vores tidlige fokus på at digitalisere forretningen helt ud i alle afkroge af vores haller og oplagspladser, stiller selskabet så stærkt, at Platform.as i en periode kan afholde sig fra at søsætte nye udviklingsprojekter”, siger Casper Gorm Knudsen.
Bestyrelsen bliver samtidig mindre, og bestyrelsesformand Steen Hvidt støtter op om tiltagene.
”Det er rettidig omhu at kigge fremad og fremtidssikre virksomheden ved at skære i omkostningerne. Den seneste bestyrelse har gennem de sidste tre år hjulpet ledelsen med at drive en sund virksomhed med vækst. Alle målene er blevet indfriet, og selvom Platform.as står solidt, mener vi det nødvendigt at tænke langsigtet,” siger Steen Hvidt.
Også medarbejderne har forståelse for ændringerne.
”Det er ikke store ændringer, men mange små tiltag gør en stor forskel i det lange løb. Medarbejderne forstår situationen, og vores professionelle bestyrelse var enige i alle tiltagene. Vi har en sund forretning, dygtige medarbejdere og en flåde af de nyeste hejs- og arbejdsplatforme, som er i stigende efterspørgsel – så tiltagene skal ses som sund fornuft i en svær tid,” siger Casper Gorm Knudsen.
Lars-Christian Brask og Ann Christina Egsgaard Madsen er udtrådt af bestyrelsen hos Platform.as.