Med mere end 40 år i byggebranchen bliver Peter Knudsen en værdifuld ressource i Platform.as’ salgsafdeling. Den tidligere murer og entreprenør er blevet ansat som firmaets nye konsulent med det formål at styrke virksomhedens fokus på at fremme brugen af arbejdsplatforme i byggebranchen.
Peters ekspertise og engagement skal i høj grad bruges til at styrke Platform.as’ samarbejde med entreprenører, og hjælpe dem med at se værdiskabende muligheder i brugen af arbejdsplatforme. Det er allerede i entreprenørernes tilbudsfase, at Peter vil tilbyde dem at identificere de typer af opgaver, hvor platformene kan effektivisere arbejdsgangene i bygge- og renoveringsprojekter.
Casper Gorm Knudsen, administrerende direktør for Platform.as, udtaler, “Vi er meget glade for at byde Peter velkommen til vores team. Med hans omfattende erfaring som håndværker og entreprenør, samt hans enorme kendskab til arbejdsplatforme, er vi sikre på, at han vil være en stor ressource for vores virksomhed – og for de entreprenører der i deres tilbudsfase vil benytte sig af Peters rådgivning.”.
Peter Knudsen har en lang karriere bag sig, der strækker sig fra hans tid som murer til hans rolle som entreprenør og virksomhedsleder. Han har arbejdet med arbejdsplatforme i over tre årtier, først hos entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen, hvor han var med til at indføre brugen af platforme til facadearbejde, og senere i Altan.dk, hvor han besluttede, at alle altanprojekter, hvor det var muligt, skulle udføres fra arbejdsplatforme.
Som salgskonsulent hos Platform.as kommer Peters arbejdsopgaver til at spænde vidt. Foruden at rådgive entreprenører skal han også køre ud på byggepladserne og besigtige projekter, udvikle nye løsninger og ideer til salgsafdelingen samt hjælpe sine kolleger med at efterkalkulere tilbud.
“Peters unikke baggrund i byggebranchen giver ham en værdifuld forståelse for entreprenørbranchens behov og udfordringer, og hans viden vil styrke Platform.as’ indsats med at levere innovative og effektive løsninger til bl.a. entreprenører og håndværksmestre,” fortsætter Casper Gorm Knudsen.
Det er ikke kun kollegerne i Platform.as, der ser frem til at samarbejde og sparre med Peter Knudsen. Peter glæder sig også meget til at tage fat på de nye udfordringer hos Platform.as.
”Jeg ved, at der er et kæmpe potentiale i at bruge arbejdsplatforme ved udførelsen af alle typer af tag- og facadeopgaver. Det glæder jeg mig til at styrke fokusset på, og så ser jeg frem til at bidrage til Platform.as’ fortsatte succes og vækst,” fortæller Peter Knudsen, inden han afslutningsvis siger:
”Det er også vigtigt at huske på, at arbejdsplatforme i meget stor grad er med til at højne arbejdsmiljøet. Jeg har altid ment, at arbejdsmiljø, herunder sikkerhed, er mindst lige så vigtigt som effektivitet og værdi, når ens medarbejdere færdes på byggepladserne.”.